Aflivning af kat

Her kan du læse mere om hvordan jeg gør kattens sidste farvel til et trygt farvel. 

At tage afsked med et dyr kan være en meget svær og tung beslutning. Jeg er yderst forstående for dette svære valg og jeg vil gøre mit bedste for at selve proceduren kommer til at foregå så pænt og ordentligt som muligt.


Typisk kommer man med katten på klinikken, men hvis man har et stort ønske om, at det skal foregå i hjemmet, kan dette måske godt lade sig gøre indenfor rimelig køreaftand. Så kommer der dog et tillæg på 7,50 kr pr. km frem og tilbage fra klinikken og man skal selv være indstillet på at begrave katten efterfølgende. Det skal dog lige siges, at dette ikke kan foregå ved akut aflivning og det er også kun hvis tidsplanen tillader det, at jeg kan køre ud.


Uanset hvor det foregår, så starter jeg med at bedøve katten ved at give den en lille indprøjtning. Hvis katten har fået "det sidste måltid" tæt op ad dette tidspunkt, så er der stor sandsynlighed for, at den vil kaste op, da den får kvalme af bedøvelsen.

Når katten sover fuldstændig (den vil dog stadig holde sine øjne åbne. Dette gør alle katte i bedøvelse, men det er jo rart lige at vide), så vil jeg give den en dosis aflivningsvæske, som gør, at hjertet vil holde op med at slå. Katten vil intet mærke til dette, da den jo er i fuld narkose.


Jeg vil lytte på katten og følge hjerterytmen. Jeg kan finde på at give lidt mere aflivningsvæske hvis jeg finder det nødvendigt.

Når kattens hjerte er holdt op med at slå, er der to muligheder efterfølgende.


Enten kan man lade katten blive på klinikken og lade mig stå for kremering af katten, eller man kan tage den med hjem og begrave den i haven. Man må gerne begrave sin kat eller hund i haven og det er en del billigere, da kremering ellers koster penge. På min prisside kan man se, hvad det koster med og uden kremering.


Rent praktisk hvis katten bliver på klinikken, så foregår det sådan, at katten kommer ned i en kraftig kremeringspose. Så bliver den frosset ned i en fryser og efterfølgende afhentet af en vognmand, som kører den ind til Adas kæledyrskrematorium i Rødovre, hvorefter den vil komme i en fælles kremering.


Hvis man ønsker at få kattens aske tilbage enten i en urne eller som et smykke (det kan faktisk lade sig gøre), så skal man aftale det på forhånd og vi kan udfylde de nødvendige papirer. Jeg kan undersøge priserne på dette, men indtil videre har det ikke været et ønske fra nogen - men det kan lade sig gøre, og derfor oplyser jeg om denne mulighed.


For nogen er en aflivning bare noget der skal overståes uden de store følelser og for andre er det en sorgens dag, som kræver mange lommetørklæder at komme igennem. Jeg prøver at imødekomme mine kunder individuelt og aflæse, hvor vi er på skalaen. Jeg forstår udemærket man kan være dybt berørt af denne afsked og hos mig er det helt i orden at man græder og viser sin sorg. Jeg håber dette er med til at afmystificere tankerne omkring proceduren. Priserne med og uden kremering står på min prisliste.