Sterilisation af kat

Her kan du læse mere om hvordan jeg udfører en sterilisation af katten, og hvad du som katteejer skal være opmærksom på før og efter operationen. 


På min klinik foregår det ved, at man kommer med katten på det aftalte tidspunkt. Katten skal være fastet, når den kommer, dvs den må ikke have fået mad de sidste 8-12 timer, men gerne vand at drikke. Katten bliver bedøvet med en indsprøjtning og får smurt lidt øjensalve på, når den er faldet i søvn. (De ligger med åbne øjne i narkosen, derfor øjensalve så de ikke udtørrer). Instrumenterne er forinden blevet klargjort og sterile og jeg gør klar ved at barbere et område på kattens mave omkring navlen. Efter afvaskning og afspritning er den klar til at få den strerile afdækning på. Jeg gør alle ting klar på forhånd og gør mig selv klar med afvask og sterile handsker.


Derefter skærer jeg et lille hul på 1-2 cm lige under navlen i midlinjen på katten. Jeg gør en ære i at lave snittet så lille som muligt, så katten kommer sig så hurtigt som muligt efterfølgende. Når hud og muskulatur er skåret igennem og der er åbent ind til bughulen, tager jeg min lille fine krog og fisker æggestokkene ud. Jeg fjerner æggestokkene en side ad gangen ved at sy på begge sider af dem. Hvis katten er drægtig, bliver jeg nødt til at lave et meget større hul så hele livmoder med indhold kan komme ud. Det tager meget længere tid og det er efterfølgende til større gene for katten. Derfor er der ekstra betaling for dette.


Derefter syes bugmuskulaturen sammen og bagefter selve huden. Jeg laver kun 2 sting i huden, så såret er ikke længere, end hvis man bliver opereret med kikkert. Bagefter bliver katten behandlet med antibiotika og smertestillende og den er klar til opvågning via en opvågningssprøjte. Jeg lægger den gerne tilbage i kattens egen transportkasse og det er en god idé at have enten en avis eller et gammelt håndklæde i bunden, da katten godt kan finde på at tisse, mens den sover.

 


Når katten vågner, er den meget omtåget og har dårlig balance, så det er vigtigt, den ikke bliver lukket ud eller kan springe op i fx vindueskarmen. Altså sørg for den ikke kommer tilskade. Den er som regel helt sig selv den følgende dag og her må den gerne komme ud igen. Trådene, den er syet med, opløses af sig selv efter et par måneder.


Som komplikation kan der ske det, at nogle katte får en væske ansamling mellem bugmuskler og huden. Det er en reaktion på de tråde, den er syet med indvendigt. Hvis katten opfører sig normalt, spiser, leger osv. er der ingen grund til bekymring. Det vil som regel gå væk efter nogle måneder, men nogen gange er der en lille rest tilbage. Man skal selvfølgelig være sikker på det ikke er infektion - men her vil katten få feber og gå fra foderet og virke trist. Hvis du er bekymret eller utryg, så ring endelig og lad os få en snak omkring det.

 


På min klinik giver jeg mængde rabat, hvis man kommer med flere samlet. Se priser indepå prislisten. Det kan være en rigtig god idé samtidig med sterilisationen at få din kat øretatoo og vaccineret - men det er helt op til dig - priserne for dette står på min prisliste.


Det vil være en god idé efterfølgende at give katten et foder, som er til neutraliserede katte.


Jeg bliver tit spurgt, om jeg steriliserer hunde. Det gør jeg ikke på nuværende tidspunkt, da min klinik er så lille, at udstyret med "gas-anæstesi" ikke er en mulighed. Jeg er også alene om alt og en sterilisation på en tæve er en større operation, som man gerne skal være 2 personer om. Man skal kende sine begrænsninger og derfor kaster jeg mig ikke ud i denne operation.